Tilbage til projektoversigt

Carlsberg Akademi

I sensommeren 2019 påbegyndte Carlsbergfondet en omfattende restaurering af Carlsberg Akademi med det formål at genskabe villaens tidligere skønhed så tæt som muligt på de oprindelige intentioner og æstetiske udtryk fra dengang, hvor brygger J.C Jacobsen lod villaen opføre som bolig for sig selv, sin kone Laura og sønnen Carl.

Elgaard Architecture har været totalrådgiver på den omfattende restaurering og genopretning af bygningernes interiør, inkl. en omfattende, men diskret, logistisk, teknisk og klimamæssig opgradering af hele komplekset, så det fremover kan danne en funktionel ramme for konferencer og symposier.

Fakta

Årstal
2019-2022

Tema
Restaurering

Bygherre
Carlsbergfondet

Samarbejdspartnere
Sweco Danmark, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue, Marianne Tuxen Design, Spaabæk Konservering, Seir-Materialeanalyse, Dansk Miljø Analyse, Martin Funch Rådgivende Ingeniørfirma ApS

Et komplekst bygningskompleks
Villaen består af et kompleks af tre meget forskellige bygninger: det Andrea Palladio-inspirerede hovedhus, vinterhaven og væksthuset ved navn Pompeji samt en terrasse og en storslået have.
Bygningskomplekset kan ikke henføres til en bestemt arkitekt. Det skal derimod forstås som J.C Jacobsens meget personlige vision for sit hjem og hans ønske om at udtrykke sin tids mest moderne arkitektoniske og tekniske formåen. Han formulerede og skitserede sine egne stilistiske fortolkninger og tekniske idéer til stedet og hyrede den samtidige arkitekt N.S. Nebelong (1806-1871) til at realisere sine visioner. Hovedhuset og Vinterhaven blev opført i 1853-1854 og drivhuset Pompeji i 1876-1878.

Tilgangen
Den overordnede restaureringsstrategi har været at rekonstruere så meget af interiøret som muligt og bringe interiøret tilbage til dets oprindelige pragt. Samtidig har det været centralt at forstå de enkelte bygninger på deres egne præmisser, både stilistisk og teknisk, og dermed formulere en individuel restaureringsstrategi for hver enkelt bygning.

Havestuen: Loftsudsmykningen er blevet restaureret til sin fulde pragt. Dørene er blevet ådret (faux bois-teknik) for at efterligne teksturen af ​​egetræ i overensstemmelse med de originale tegninger, og konservatorernes farvearkæologiske fund.
Før restaureringen: Hvidmalede døre og gesimser var fremmede ift. rummets originale udsmykning og slørede dermed helhedsindtrykket.
Ved tidligere restaureringer havde man overmalet de originale dekorationer med rød plastikmaling.
De originale vægdekorationer er blevet afdækket og nænsomt restaureret. Gardinerne er nye, men er kopier af de originale.
Detalje, der viser en restaureret dør, paneler og gesims
I hovedbygningen på Carlsberg Akademi ligger Laura Jacobsens eget værelse. Her er parketgulvet restaureret og sammen med de detaljerede dekorationer og kraftige farver står rummet nu, som det var tænkt på bryggerens tid.
En hyldest til detaljen. Væg- og loftsdekorationerne der var overmalede, er nu fremdraget af konservatorerne og malet op på ny.
“Restaureringsprojektet forstærker historien om brygger Jacobsens ambitioner for huset og knytter Carlsberg Akademis nutidige funktioner tættere til stedets kulturhistorie.”
Peder Elgaard
Spisesalen før restaureringen

Spisesalen
I årtier var de originale vægdekorationer, søjler samt den danske billedhugger Bertel Thorvaldsens imponerende gipsrelieffer og Alexanderfrise malet over med flere lag hvid plastikmaling.

Med afsæt i farvearkæologiske undersøgelser er rummet nu rekonstrueret og de oprindelige farver genskabt.
De originale dekorationer er af meget høj kunstnerisk kvalitet, og de er overalt blevet restaureret af konservatorer. Efter omhyggelig afrensning og reparation er Alexanderfrisens skarpe konturer og fine detaljer dukket op igen, og ved at genskabe ​​den originale, mørkere grundfarve bag figurerne er de oprindelige effekter af dybde og vekslen mellem lys og skygge blevet genskabt. Søjlerne er blevet marmoreret, og alle vægge er malet i farver med traditionelle pigmenter.

Restaurering af spisesalen og reetablering af originale dekorationer
Konservatorer har fjernet flere lag plastikmaling, der skjulte de nederste vægdekorationer, som nu er blevet nænsomt restaureret.
Også søjlerne var dækket af plastikmaling. De er nu blevet malet med marmoreringer som oprindeligt.

Væksthusene
Rekonstruktionen af Carlsberg Akademi har haft til formål at genskabe og føre villaen tilbage til sit oprindelige udtryk.

Vinterhaven er restaureret ved en gennemgribende istandsættelse af alle overflader og konstruktioner. Gulvet er lagt med nye Ølandssten, og rummet nyindrettet.

Pompejis tag  er blevet demonteret, konstruktioner istandsat og genopbygget i sin oprindelige form og dækket med tagpap som oprindeligt. Alt glas er udskiftet.

 

Vinterhaven før restaurering
Alle stålkonstruktioner er afrenset og restaureret.
Vinterhavens nye naturstensgulve. Varmesystem og al indeklimateknologi er skjult under gulvene og er let tilgængelige for reparation og vedligehold.
Et kig fra Vinterhaven ind i Kaptajnens værelse

Væksthuset Pompeji
Pompejis store, Crystal Palace-inspirerede glastag er restaureret. Hvert enkelt stykke glas har en bestemt kurve og er blevet monteret og fuget i hånden.
Akantusgesimsen under taget var forsvundet, men den blev rekonstrueret på baggrund af den originale tegning, som vi fandt i Carlsbergs arkiver.
De originale varmekanaler under gulvene er brugt til ny og diskret indeklimateknik og opvarmning.
Pompejisalen er prydet med doriske søjler lavet af kalksten fra Faxe i Danmark og er rigt udsmykket med kunstværker af Bertel Thorvaldsen m.fl.

Restaurering af vægge, kunstværker og gulve er igangsat som et separat projekt.

Processen med montering og sammenføjning af hvert enkelt stykke buet glas
Rekonstruktion af den forsvundne akantusgesims i Pompejisalen er udført af Brd. Funder Stukkatører
De doriske søjler i Væksthuset Pompeji ses her indsmurt i ler. Snavset trækkes ud af søjlernes overflader og sætter sig i leret, hvorefter det børstes af når leret er tørret ind og nærmest krakeleret af søjlerne.
I samarbejde med Akanthus Stenkonservering er de doriske søjler blevet nænsomt renset og skader er blevet udbedret.
Carlsbergs grundlægger, Brygger J. C. Jacobsen, var meget begejstret for Italiens antikke kunst og kultur og erhvervede bl.a. en række Thorvaldsen-værker til sin villa på Carlsberg. Han fik også udført en række kopier af antikke buster side om side med buster af folk, der repræsenterede samtidens kunst, videnskab og politik. Bryggeren selv lod sig også afbilde som buste. Busterne er udført af billedhugger Vilhelm Bissen.
Diskret teknisk opgradering og restaurering. De oprindelige varmekanaler i gulvene bruges nu som føringsveje for tekniske løsninger, der dels gør salen til et state-of-the art venue for konferencer og dels sikrer et stabilt indeklima, der gør det muligt at bruge salen året rundt.
Hvert element i Pompeji er nænsomt restaureret – fra mosaikgulvene og de imposante søjler til de oprindelige, skjulte varmekanaler under gulvene.
Pompejisalen på Carlsberg Akademi danner i dag rammen om videnskabelige konferencer og symposier. Med plads til 90 personer byder det restaurerede væksthus på et inspirerende miljø, hvor historie møder fremtid.
Carlsbergs grundlægger, Brygger J.C. Jacobsen, malet af August Jerndorff (1886)
Kom med ind i restaureringsprocessen her i Carlsbergfondets video, hvor vores arkitekt Anne Nebel fortæller om projektet.
Privatliv og cookies

Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.