
Kompasrose fra 1777 som gulvdekoration
17. november 2021
Carlsbergfondet og Videnskabernes Selskab deler bygning på H.C. Andersens Boulevard 35 i København. Her har vi ombygget hele 2. salen for Videnskabernes Selskab for at bringe indretningen i overensstemmelse med selskabets behov, og nu er toiletterne i fællesarealet på 3. sal også ved at blive renoveret. Selv de får fine udsmykninger!
Vi og Holbæk Terrazzo har f.eks. skabt en dekoration i gulvet i form af en kompasrose fra et af de gamle danmarkskort, som Videnskabernes Selskab i sin tid udgav. Kortene fra selskabet, som blev trykt fra 1768 og frem, var de mest banebrydende kort, siden man begyndte at dokumentere landets grænser.
Her ses kompasrosen i sorte og hvide felter i vandskåret marmor – den har også sorte marmorfliser/mosaik i linjer ud fra rosen. Gengivelsen af kompasrosen stammer fra et kort over Sjælland fra 1777 og har præcis orientering mod nord.