Gammelt håndværk er langtidsholdbart

29. juni 2021

Gamle materialer og teknikker er i fokus i Byggefirmaet C.F. Hansen, som primært arbejder med fredede og bevaringsværdige huse. Her fortæller murermester Max Kejser Mortensen om sin forkærlighed for sit fag, og hvorfor det gamle håndværk står distancen.

Entusiasmen i Max Kejser Mortensens stemme er ikke til at tage fejl af. Han brænder for det, han laver. Sammen med sin far og otte andre kolleger udgør han Byggeselskabet C.F. Hansen, som er et firma af passionerede håndværkere, der har forenet deres kærlighed til det klassiske håndværk med nytænkning og innovation.

”Jeg er stor fan af arkitekten C.F. Hansen, som vores firma har taget navn efter, og synes, at man skal vende tilbage til fortidens restaurerings- og byggeprincipper.”

“Det giver en bygningsmasse, der kan holde i mange år fremover, og på den måde kan vi være med til at passe på kulturarven,” siger Max Kejser Mortensen.

70-80 % af de bygninger, Byggeselskabet C.F. Hansen er med til at restaurere, er fredede og bevaringsværdige, og navnet på virksomheden røber, at kvalitetshåndværk på denne type bygninger netop er i højsædet. C.F. Hansen (1756-1845) var nemlig en af Danmarks store stjernearkitekter i 1800-tallet, og hans bygninger symboliserer datidens innovation og kulturarv. Byggeselskabet C.F. Hansen bygger videre på denne tradition med både kvalitet og miljøbevidsthed.

Vibensgaard – en tidslomme

Dette gør sig også gældende i det projekt, som Max Kejser Mortensen lige nu arbejder med for Elgaard Architecture. I ejendommen Vibensgaard på Østerbro i København er Byggeselskabet C.F. Hansen i gang med at restaurere murværket i stueetagen i Anton Rosens (1859-1928) historiske og fredede bygning fra 1903-05. Rosen var en af Danmarks få, store arkitekter inden for jugendstilen i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, og han tegnede mange bygninger rundt omkring i Danmark.

Det er som at træde ind i ind lille tidslomme fra det gamle, svundne København at besøge lokalerne, efter at butikken BabySam for en stund har forladt sine vante rammer. Bag flere lag vægbeklædning og nedhængte lofter dukkede der nemlig en sand skat fra fortiden op, da butikken skulle bygges om: De originale vægdekorationer og stuklofter fra tiden fra begyndelsen af 1900-tallet, da de fem sammenhængende lokaler var restaurationslokaler som angivet på Anton Rosens originale tegninger af huset. De havde været skjult for øjet i mange år.

Elgaard Architecture er rådgivende arkitekt på projektet, som også Slots- og Kulturstyrelsen er blevet inddraget i, da ejendommen er fredet. Mange af de originale detaljer findes som nævnt endnu, og i kælderen under huset fandt håndværkerne også de oprindelige vinduer, som i sin tid kunne køres op og ned efter behov, så frontpartiet på restaurationen kunne åbnes op mod gaden. Det har været en meget moderne opfindelse på den tid, hvor huset blev bygget.

Gennem tiden har ikke alle tilgange til restaurering af huset dog været lige heldige. “Lokalerne er tidligere blevet restaureret med uortodokse metoder og materialer som forkert mørtel mv.,” siger Max Kejser Mortensen. ”Det bliver der nu rettet op på med den rette blanding af kulekalksfinpuds, som vi pudser så tæt som muligt på lod.” Det vil sige, at enhver skævhed, der måtte være, rettes op og bliver plan, så frisen, der løber på væggene i de fleste af lokalerne, kan konserveres og også genskabes de steder, hvor den mangler.

Det er vigtigt, at den pudsede overflade i frisedekorationerne rammes præcist og fremstår i ét plan, så beskadigede dekorationer kan genskabes uden niveauforskel i overfladen. Det meterlange, unikke frisebånd viser gamle, historiske landevejskroer, der har ligget langs Strandvejen lige nord for København, blandet med varierende landskaber og træer. Frisebåndet er visse steder intakt, andre ikke, men det trænger generelt til konservering efter at have været tapetseret over med forskellige materialer som f.eks. hessian, som tilbage i tiden er blevet fjernet igen og har taget en del af pudset med.

Derfor er konservator Anne Brøndum Torp blevet involveret i processen af Slots- og Kulturstyrelsen for at være med til at redde og rette op på det originale rumudtryk. ”I Vibensgaard har mit samarbejde med konservatoren været rigtig positivt,” fortæller Max. ”Jeg har læst hele konserveringsrapporten grundigt igennem og har mødtes mange gange med Anne for at tale om tilgangen og resultatet. Det gør, at vi i samarbejde opnår det bedste resultat på bygningens vegne.”

Ift. bevaring af kulturværdierne i huset bliver det gamle væv af strå i vægge og lofter også flettet sammen med nyt de steder, hvor det er mangelfuldt. På den måde bevares de gamle materialer, mens de nye samtidig ”taler sammen” med de oprindelige.

Nyt og gammelt puds

Kunsten er at få det gamle puds på blandt andet frisen til at spille sammen med det nye, og selv om den givne valgte løsning kan blive dyrere for bygherre, bliver den til gengæld lavet fuldstændig efter fredningsmyndighedernes regler, hvilket er en forudsætning for projektet. Helt generelt er det billigste materiale på ingen måde altid det bedste, men i længden ender det alligevel med at blive billigere, når man bygger rigtigt, fordi husene holder længere.

”Den største udfordring har indtil videre nok været at tilpasse den gamle puds med den nye, så det binder ordentligt,” forklarer Max. ”Stukkatøren har også måttet sætte en hel række skruer op i loftet, så han kunne støbe en in situ-støbning op omkring stukrosetterne, som så kan holdes fast på den måde. Den ene faldt nemlig ned i første omgang,” fortæller Max Kejser Mortensen.

Materialitet

Max er tydeligt begejstret over de gamle materialer og håndværksteknikker. Det er nemlig her, en af hans og Byggeselskabet C.F. Hansens forcer ligger. ”For mig er materialelære altafgørende, når man som os restaurerer efter gamle principper,” siger Max. ”Vores lærlinge kommer på en intensiv restaureringsuddannelse, der varer seks måneder, så de bliver indført i alt fra arkitektoniske stilarter og historie til farvelære og meget andet. Det gør, at de kan leve op til en vis standard i deres fremtidige arbejde med restaureringer”. Max Kejser Mortensen underviser selv i kalkmørtel på Roskilde Tekniske Skole og har derfor indgående kendskab til blanding af forskellige typer mørtler på gammel vis.

Men hvorfor er de gamle materialer så de bedste? ”Det er de, fordi de er ”åbne” og naturlige og ånder bedre,” forklarer Max og tilføjer, at man i sagens natur har århundredlang erfaring med dem og ved, hvordan de virker. ”Det er afgørende, at de rigtige materialer anvendes til restaurering af historiske bygninger,” fortsætter han. ”Et materiale som kalkmørtel gør blandt andet, at bygningerne kan give sig og arbejde. Cementmørtel medvirker derimod til fugtophobning i murværket.”

“Vi blander alle materialer fra bunden og efter gamle principper, hvilket både er meget billigere og gør, at vi kan ramme den originale mørtels sammensætning og farve,” fortsætter Max Kejser Mortensen.

Ofte udarbejdes der en mock-up, som bygherre så kan vælge materialer mv. ud fra. Det gør projekterne meget mere konkrete og bevirker også, at bygherre kan se, hvad han får ud af de enkelte måder at udføre tingene på, og at alle parter er fuldt enige om processen før opstart.

Ung håndværker i gammelt fag

Max er 31 år og ved at opbygge sit netværk i branchen. ”Jeg elsker kulturhistorie og filosofi, men det blev håndværket, jeg vendte tilbage til efter en tid både i militæret og ved Københavns Universitet,” fortæller han. ”Håndværk kombinerer mange forskellige vidensformer, og det tiltaler mig stærkt,” fortsætter han.

Max har en atypisk baggrund og har bl.a. to gange været udsendt til Afghanistan, og så har han næsten færdiggjort en bachelor i teologi ved Københavns Universitet. Han har også været naver på freelancebasis, dvs. en håndværker, der drager ”på valsen” rundt i Europa og laver forefaldende arbejde inden for sit fag. Det er en gammel tradition, som skandinaviske håndværkere især i 1800- og 1900-tallet skabte.

Verona i Italien er et af de steder, som Max Kejser Mortensen har besøgt som naver, og hvor han lærte sig stucco lustro-teknikken, der stammer helt tilbage fra antikken. Det er en pudseteknik, hvor der på vægge og mure skabes en pudset, marmoreret overflade, der når den er poleret, nemt kan forveksles med ægte marmor. Stucco lustro er en blanding af læsket kalk og knuste marmorkorn, der lægges på i flere lag og presses med værktøjet, så den danner en glat blank overflade – en glittet puds. Som grundmateriale er marmorpudsen hvid, men den kan indfarves med kalkægte pigmenter. Man kan også give den nye udtryk ved at tilsætte f.eks. pulveriseret tegl, knust farvet marmor, sorte sandkorn eller knuste østersskaller.

Vigtigt med rådgivning

For Elgaard Architecture er det vigtigt, at både bygherres og husets behov tilgodeses og balancerer, når vi påtager os en restaureringsopgave. Det kalder vi ”dobbelt bundlinje”. Den problematik kender Max alt til, for han bliver ofte involveret i rådgivningen omkring materialer og muligheder i de huse, som Byggeselskabet C.F. Hansen arbejder med.

”For mig er det enormt vigtigt at være en del af rådgivningsprocessen og give grundig feedback,” fortæller Max videre. ”Jeg er i mit fag, fordi jeg brænder for det. Ellers kan jeg lige så godt lade være.”

Engagementet er afgørende for Max Kejser Mortensen, som bruger meget tid på research på de enkelte opgaver, han arbejder med. Han er både i dialog med bygherre og rådgiver løbende og bliver ofte bedt om hans mening af bygherre ift. opgaverne. ”Det er vigtigt for mig at få de involverede til at forstå processen og på den måde tage ansvar for forløbet,” tilføjer Max. ”Det er faktisk det bedste ved mit job,” slutter han.

Så Vibensgaard og Anton Rosens visioner er indtil videre i gode hænder og venter nu på, hvilke yderligere beslutninger om de gamle restaurationslokalers fremtid fredningsmyndigheder og bygherre træffer.