Materialitet i bygningsarven

29. juni 2021

I øjeblikket er det, som om tidsånden er med os, der holder af gamle huse. Flere og flere får øjnene op for skønheden i de traditionelle materialer og det gode håndværk, også unge håndværkere som f.eks. Byggeselskabet C.F. Hansen, som vi samarbejder med i ejendommen Vibensgaard på Østerbro i København. Det projekt kan du læse mere om under hjemmesidens Aktuelt-fane.

Vores arbejde med ældre bygninger er en stor del af tiden meget håndgribeligt. Ved det første besøg i et hus er alle sanser åbne, og ofte får man umiddelbart et indtryk af husets karakter og stemning. Derefter starter selve registreringen af bygningen – vi måler op, fotograferer, piller tapetstumper af, banker på vægge og løfter gulvtæpper. Vi bruger næsen – lugter der muggent? Vi bruger hænderne – er murværket fugtigt? Er vindueskarmen rådden? Undersøgelsen er vigtig for at kunne forstå bygningen og dens tilstand.

Materialerne har hver deres karakter. Og ældre huse er heldigvis bygget af relativt få materialer, så det med tiden er muligt at få et godt kendskab til dem hver især. Træ, tegl, strå, kalk, granit, linoliemaling, jern og glas har i århundreder været nok til at bygge et hus. Senere kom gips (stuk), tapeter, og endnu senere armeret beton, linoleum og bakelit. Først i den sidste halvdel af det 20. århundrede eksploderede antallet af byggematerialer til det enorme antal, der findes i dag.

De gamle byggematerialer har alle det til fælles, at de ældes med ynde. De bliver slidt, men kan ofte bruges trods sliddet – eller repareres igen. Deres patina fortæller os om den tid, der er gået. Tiden bliver konkret for os, når vi kan se et slidt trappetrin og forestille os alle de skridt, der har forårsaget sliddet. Når vi ser vinduets linoliemaling, der krakelerer i solskinnet og minder os om alle de somre og vintre, der har udvasket og bleget pigmenterne. Tidsligheden er en del af materialets karakter.

Restaurering af gamle bygninger er ikke kun bæredygtigt i rent konkret forstand – at vi ikke producerer nyt, men genbruger og bevarer det eksisterende, som vi skrev om i sidste nyhedsbrev. Det er også – og mindst lige så vigtigt – bæredygtigt i mental forstand. Når vi bevarer det eksisterende, bevarer vi også mindet om de mennesker, der gik før os. Om deres livs- og verdenssyn. Vi kan se på sporene fra høvlen eller øksen, at her har været et menneske. Vi kan se på lagene af gammel maling, at her er blevet malet efter tidens skiftende mode, og vi har måske selv prøvet at bruge en høvl eller en pensel og kan derved forestille os, hvor mange timer der er blevet lagt i frembringelsen. Og vi bliver på den måde mindet om at historien ikke slutter med os, men at vi kun er en del af en længere fortælling.

Af arkitekt Tine Neel Riber Teglbjærg, Elgaard Architecture