Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Ny bog om restaureringen af Carlsberg Akademi
26. januar 2022
Brygger J.C. Jacobsens smukke villakompleks ved de gamle Carlsbergbryggerier på Valby Bakke er blevet gennemgribende restaureret af Carlsbergfondet, og Elgaard Architecture har forestået det omfattende projekt, der har involveret 36 forskellige håndværksfag.
Den hidtil mest gennemgribende restaurering af villaen til bryggerparret J.C. og Laura Jacobsens tid fejres med udgivelsen af den rigt illustrerede bog Vilje, viden og værdier – J.C. Jacobsens villa på Carlsberg. Her fortælles historien om livet i og omkring Carlsbergs unikke villa af seks fageksperter, bl.a. med fokus på villaens arkitektur, haveanlæg, kunstneriske udsmykning og restaurering samt de videnskabsmænd, der fik tildelt villaen som æresbolig, heriblandt Niels Bohr.
Villaen står efter den nænsomme tilbageføring, der er udført med hjælp fra nogle af landets dygtigste håndværkere, nu igen som på bryggerparrets tid og med nye kunstneriske bidrag. Den vil fra foråret 2022 igen fungere som base for Carlsbergfondets videnskabelige symposier under navnet Carlsberg Akademi.
Køb udgivelsen hos Strandberg Publishing via linket ovenfor og læs mere om den og restaureringen på Carlsbergfondets hjemmeside.
Lyt også til P1-programmet Kulturen med titlen “På Carlsberg ligger Danmarks måske smukkeste hus” (scroll lidt ned på siden), hvor Birgitte Possing og Marianne Krogh fortæller om huset og bryggerfamilien.