Samtale med stenkonservator Marianne Petersen

Vi møder Marianne på Carlsberg Akademi til en snak om hendes arbejde som stenkonservator, og hendes igangværende arbejder i væksthuset Pompeji på Carlsberg Akademi, som Elgaard Architecture er arkitektrådgiver på. Her har Marianne og hendes team rykket deres værksted ind med maskiner, redskaber og materialer. Der er dækket af med plast, og der er indrettet forskellige arbejdsstationer. På et interimistisk køkkenbord står der kaffe, mælk og frugt, heriblandt friske figner plukket direkte fra akademiets have, til at holde arbejdsenergien ved lige. Vi sætter os til rette i et par havestole uden for Pompeji, og med udsigt mod J. C. Jacobsens fantastiske have og i ly for sporadiske sensommerbyger, går snakken i gang.

 

Søjler i dansk sten

Marianne og hendes team er snart færdige med istandsættelsen af de tyve doriske, kanellerede søjler, der understøtter væksthuset Pompejis prægtige glastag, som Elgaard Architecture for kort siden har gennemført restaureringen af. Herefter følger en afrensning af salens syv marmorbuster og de kalkstensstenspiedestaler, der bærer dem. Busterne er dels af kopier af antikke buster og dels portrætter af kunstnere, videnskabsfolk og politikere, som bryggeren, J.C. Jakobsen så som forbilleder.

”Denne her opgave er helt unik, det er et utroligt smukt sted at være og en utroligt spændende opgave – heller ikke helt nem, og det kan jo også været meget sjovt,” fortæller Marianne begejstret.

Pompejis søjler er udført i Bryozo kalksten fra Faxe Kalkbrud. Fra Carlsbergs arkiver ved vi, at den gamle Brygger i sin tid var meget utilfreds med en sending kalksten fra Faxe, hvor han i et brev raser over, hvor uregelmæssige, hullede og misfarvede de er. Notatet refererer til en karnap, men Marianne tolker sig til, at det har været samme problem med søjlerne, der er udført i samme kalksten. ”Men det er netop karakteristisk for kalksten fra Faxe, at den varierer i tæthed, og dermed hvor hullet den fremstår, og at den varierer i farvenuancer. Det er denne stens natur,” konstaterer hun. Hvorfor Bryggeren så har valgt kalksten fra Faxe og ikke en italiensk marmor, kan vi ikke være sikre på, men Mariannes tolkning er, foruden at det også har handlet om økonomi, at det har været vigtigt for ham, at det var en dansk sten, og at det nationale har haft en betydning. ”Det har været vigtigt, at det var dén sten. For eksempel er bjælkerne i loftet støbt og marmoreret nedenunder, og det havde man jo også kunne gøre,” konkluderer hun.

Mikroskopi og analyse af søjlerne

Arbejdet i Pompeji startede med en besigtigelse i salen sammen med restaureringsarkitekt fra Elgaard Architecture, Anne Nebel. ”Hvad kan man overhovedet gøre ved de her søjler, og hvad sker der, når man begynder at rense på dem – hvad kommer vi ind til?” var nogle af de spørgsmål, Marianne og Anne stillede sig selv ved opgavens start.

”Søjlerne var meget beskidte og mørkegrå, da vi startede. På grund af den meget hullede struktur, har de fra starten tydeligvis været i gang med at spartle hullerne ud, og de har spartlet så meget, at det med tiden er flydt sammen,” fortæller Marianne. ”Hvad er skidt og hvad er overflade, hvor meget har de ladet udfyldningerne flyde ud, så de nærmest har set kalkede ud?” spørger hun.

Marianne dokumenterer alt, hvad hun gør undervejs i projektet. Fra hvilket arkivmateriale, de finder, til resultatet af de indledende undersøgelser, hendes eget arbejde og hvad der kunne dukke op undervejs, fx inskriptioner og lignende.

I de indledende analyser er der blevet mikroskoperet på søjlerne for at finde ud af, hvordan de i tidens løb er blevet repareret og behandlet. ”Der er ikke noget, der peger entydigt på et malingslag, men der er en tynd hinde af gipsindblandet kalk, tilsvarende det, der er i mange af reparationerne,” fortæller Marianne. ”Min tolkning er ikke, at søjlerne har været malede, du har hele tiden kunne fornemme stenen igennem. Men det bliver meget tydeligere efter afrensning,” fortsætter hun.

Pompejis oprindelige funktion som væksthus fyldt med alverdens planter har naturligt medført en høj luftfugtighed, hvilket ikke har været en god kombination med reparationsmørtlen, der grundet gipsindholdet har været fugtfølsom. Dette har forårsaget bløde, halvopløste og smuldrende reparationer, hvorfor søjlerne forud for restaureringen fremstod med mange huller, revner samt afslag der er tilkommet i takt med tiden og salens brug. ”Der er også mange jernforbindelser og mineraler i bjergarten, så nogle steder har man kunne se store rustudfældninger, som vi nu retoucherer væk. Og det findes bare i den sten, det er stenens natur,” fortæller Marianne.

Afrensning med ler og latex

Efter de indledende undersøgelser har Marianne udført en prøvesøjle fra top til bund, hvor hun har testet forskellige afrensningsmetoder- og niveauer, restaureringsmørtler og overfladebehandlinger. Ud fra prøvesøjlen har Marianne i samarbejde med Anne Nebel besluttet, hvad udfaldskravet skulle være. ”Vi ville gerne have søjlerne til at fremstå mere lyse, som vi ved, at de har gjort fra starten,” siger hun.

Mariannes udgangspunkt for afrensning af prøvesøjlen var latex, som er en velegnet metode til afrensning indendørs på grund af et meget lille vandforbrug. En anden metode Marianne testede, var afrensning med bentonitler. Da salen, på tidspunktet for prøvesøjlens udførsel, endnu var i brug, fik leret ikke lov til at blive siddende på og tørre helt op, hvilket gav et misvisende resultat. ”Da vi så gik gang, måtte vi lave om på det. Det har været de samme metoder, men rækkefølgen har vi ændret, fordi afrensningen med bentonitler viste sig at være meget mere effektiv end med latex,” fortæller Marianne. Det viste sig nemlig, at leret ved fuld tørring, tager meget mere smuds af end latexen. ”Fordi leret er så fint et pulver, og eftersom kalkstenen er et netværk af små huller, så efterlader leret nogle små partikler inde i hulrummene. Når man så efterfølgende pensler latexen på flydende, og efter tørring trækker den af, så får man både alle de små lerpartikler og lidt mere afrensning med,” fortæller Marianne, der undervejs blev klogere på processen. ”Det var et stort arbejde, men man kan godt fjerne alt det her smuds, og samtidig fjerne de reparationer som er dårlige. Dem har vi så udbedret med en ny restaureringsmørtel,” fortæller hun. Da søjlerne changerer meget fra top til bund og fra søjle til søjle, har Marianne og hendes team måtte pigmentere restaureringsmørtlen med mineralske pigmenter i store portioner af tre til fire nuancer, som de har arbejdet ud fra på hver enkel søjle. ”Nogle af søjlerne har været så beskidte, at de har fået dobbeltafrensning, og nogle få steder er der gået efter med lidt kemi. Men det vi primært har suppleret med, er damp. Der er en lille smule tryk på, og damptågen er ret god til at opløse smuds. Ler – latex – partielt damp,” beretter Marianne.

For at finde ud af hvilken karakter søjlerne skulle have, afsatte Marianne ved den første prøvesøjle to prøver med tynd, laserende kalkfarve. Meget hurtigt blev hun og Anne Nebel klar over, at sådan ville de ikke have det, men at de ville have stenkarakteren frem. ”Jeg lavede en der var tonet lys grå og en der var mere gylden med kalkvand med pigment i, og det var helt tydeligt med det samme, at det slørede oplevelsen af stenens karakter. Vi valgte, at det var vigtigt at få en mere sanselig fornemmelse frem, så man kan fornemme, at det er sten og ret tydeligt aflæse, hvad det er for en bjergart – at den er dansk og kommer nede fra Faxe. For det er jo dét, vi tænker, at Bryggeren har ønsket, ellers havde han formodentlig ikke bestilt den dernede fra,” fortæller Marianne.

Nu står søjlerne snart færdige, og det er helt tydeligt, hvordan de efter afrensning lysner Pompeji salen. ”Lige når man kigger ind i salen, ser søjlerne ens ud, men de har jo det der spil. Det er måske mere i dag, at man godt kan lide den materialitet og sanselighed, der fremstår ved, at man kan se, at det er sten med stenens naturlige uregelmæssigheder. Men samlet set opleves det regelmæssigt og ensartet, og den naturlighed kommer mere frem efter afrensningen, og bidrager til, at hele salen fremstår lysere og mere stoflig,” siger Marianne, og virker tilfreds med resultatet.

Bevaring med autenticitet

Som stenkonservator bidrager Marianne til at bevare den fredede og bevaringsværdige bygnings- og kulturarv. ”Ofte er dekorationerne på en facade noget af det, der gør en bygning unik. De arkitekturudsmykninger, jeg arbejder med, er en vigtig del af de bærende fredningsværdier, fordi de er med til at karakterisere bygningen,” fortæller hun.

Uanset opgaven arbejder Marianne ud fra to overordnede ledetråde, der holder en rød tråd på tværs af hendes arbejde:

At bevare det eksisterende med autenticitet
At gribe så lidt som muligt ind

Det er vigtigt at bevare nogle alderstegn, i det man konserverer, for at bibeholde autenticiteten. ”Resultatet skal ikke fremstå som en kulisse, men som dét det var og er blevet til. Man skal kunne se, at det ikke er en kopi, men den ægte vare, med den historie en genstand nu engang har. Ved bevaring må man acceptere og værdsætte den æstetik, fortælleværdi og følelse, der ligger i det bevaredes slid og patinering,” mener Marianne, og fortsætter: ”Men det er ikke det samme som, at man aldrig fjerner noget eller lægger noget til. Man kan restaurere og man kan konservere. Når man starter med et projekt, må man se på, hvor man vil hen med det, hvordan skal det fremstå til sidst, hvor meget forfald der må være. Når det er defineret, kan man så se på, hvad der er muligt.”

Ifølge Marianne er det allerbedst, når man har istandsat noget, at man kan foreskrive et vedligehold. ”Så man ikke tror, at nu er det fikset, og det var så det. For det er jo stadigvæk en gammel ting med sit eget liv. Det er urealistisk at tro, at det er ligesom at sætte en ny sten op – det er det ikke. Det skal man vide. Men man skal også vide, hvad man mister, hvis man bare skifter ud,” afrunder hun.

 

Forude venter en endelig, kritisk gennemgang af Akanthus arbejde i Pompeji, der skal godkendes af Elgaard Architecture, men inden da har Marianne og hendes team syv buster og dertilhørende piedestaler at give sig i kast med. Vi takker for Mariannes tid, og lister afsted over byggepladsen og videre hjemad gennem akademiets smukke sensommerhave.