
Tilbage til projektoversigt
Fasangården
Slots- og Kulturstyrelsen har som bygningsejer ønsket at omdanne Fasangården på Frederiksberg i København og den tilhørende have og gårdsplads til et traktørsted, som Meyers nu driver, for at formidle stedets kulturhistorie. Elgaard Architecture har været konsulenter på restaureringen af huset. Fasangården, som blev fredet i 1973, er i sin nuværende form fra 1828 og en del af kulturarven som et intakt, klassicistisk bygningsværk.
Fakta
Årstal
2017-2020
Tema
Restaurering og konvertering til nye funktioner
Bygherre
Slots- og Kulturstyrelsen
Samarbejdspartnere
Slots- og Kulturstyrelsen

Bag gipsplader er der fundet op til 16 lag tapeter, som er blevet nænsomt bevaret og nu rekonstrueret i deres fulde udstrækning. Med de mange lag af tapeter fra 1828-1960’erne rummer Fasangårdens vægge en vigtig del af dansk tapethistorie.

Fasangården har en meget præcis rumfordeling bestående af blandt andet havesale, spisestue, dagligstue og kabinetter og et rigt udsmykket interiør i form af kanellerede pilastre, stuk, rosetter, fyldningsdøre og brystningspaneler.
“Fasangården er opført i 1682 og om- og udbygget flere gange indtil 1828. Hovedhusets interiører og planløsning er yderst bevaringsværdige, og huset opleves som et originalt, klassicistisk bygningsværk, hvor der ikke er gennemført større ændringer siden 1828. ”

I Fasangården kan man opleve, hvordan en fornem embedsbolig fra begyndelsen af 1800-tallet så ud med fine tapeter, utrolig mange smukke farver, flotte stuklofter og et helt specielt havemiljø, der fungerer som en oase i tilknytning til Fasangården.

Der er malet med limfarver og brugt linolie på træværket. De originale gulve har været taget op og lagt igen. Alt, hvad der kunne genbruges, er blevet genbrugt - såsom de brede gulvtræplanker.

“De første dele af anlægget blev opført i 1682 som bolig til fasanmesteren, der var ansat af kongen til at opdrætte fasaner. Senere husede Fasangården den berømte digter Adam Oehlenschläger, og da han døde, blev stedet lejet ud til private fra 1851 og frem til i dag.”

Inde i hovedhuset er nogle af lofterne dekoreret med fine farver lige fra sart lyserød til grønlige over til grå nuancer. Alle farverne går igen på de tapeter, som er blevet fundet under renoveringen af Fasangården.