Thorvaldsen-medaljon Carlsberg Akademi Elgaard Architecture
Tilbage til nyhedsoversigt

Thorvaldsen fylder 250 år

19. november 2020

Vores egen billedhuggerstjerne Bertel Thorvaldsen (1770-1844) runder i dag den 19. november et skarpt hjørne, da han fylder 250 år. Det fejres naturligvis på Thorvaldsens Museum i København, men et andet sted i hovedstaden lever billedhuggerens værker også i bedste velgående. Det er på Carlsberg Akademi, som Elgaard Architecture restaurerer. Akademiet er af de fleste bedre kendt som Æresboligen, men blev oprindeligt opført som brygger J.C. Jacobsens (1811-87) privatbolig i italiensk villastil i årene 1847-53 nær de gamle Carlsberg Bryggerier på Valby Bakke. Med til villaen hører væksthusene Vinterhaven (1853) og Pompeji (1876-78).

Da bryggeren var meget begejstret for Italiens antikke kunst og kultur, erhvervede han bl.a. en række Thorvaldsen-værker til sit hus. Bertel Thorvaldsen tilbragte nemlig 40 år i Rom, hvor han skabte et hav af smukke skulpturer til den europæiske elite. Derfor finder man f.eks. i villaens spisesal en kopi af Thorvaldsens berømte Alexanderfrise, hvis original fra 1812 hænger i pavepaladset Palazzo del Quirinale i den italienske hovedstad.

Brygger Jacobsens gæster kunne dermed føle sig en smule tættere på antikkens vidundere og følge Alexander den Stores indtog i Babylon helt tæt på, mens antikke guder og helte fulgte med i middagsselskaberne fra deres portrætmedailloner i samme sal. Faktisk havde brygger Jacobsen tre danske og tre antikke ”husguder”, og Thorvaldsen var den ene af de danske, som han satte meget højt. I videoen herunder kan du se konservatorernes arbejde med at tilbageføre Thorvaldsens Alexanderfrise til dens oprindelige udgangspunkt.

Bryggeren holdt sine traditionelle fredagsmiddage med festlysene tændt og 15-18 af sine akademiske venner, kunstnere og intellektuelle samlet omkring spisebordet, og der blev gerne blev holdt mange og lange taler. “Guderne ere til Bords, sagde professor Rasmus Nielsen; man var jo gjerne lidt højtravende dengang,” erindrede bryggerens søn Carl Jacobsen (1842-1914) senere om de muntre fredagsseancer, der dengang udspillede sig i villaen. Som dreng fik Carl selv lov til at følge slagets gang oppe fra sit skjul på en af spisesalens to balkoner.

Guderne i gips er stadig til stede både i spisesalen og flere andre steder som f.eks. i vestibulen, hvor relieffer med klassiske motiver fra Thorvaldsens hånd også hænger til skue. Og de er nu sammen med resten af bryggerens private bolig ved at blive restaureret af Elgaard Architecture. Konservatorer, malere og stukkatører er for tiden ved at afdække, åbenbare og tilbageføre fortidens smukke interiører, som gennem tiden er blevet sløret.

Reliefferne har i årtier været dækket af tykke lag maling, der har sløret detaljerne i motivet. Efter møjsommelig afrensning og reparation vil relieffer og Alexanderfrise nu igen fremstå med den oprindelige dybdevirkning og spil mellem lys og skygge. Med genskabelsen af den oprindelige mørkere bundfarve bagved frisens figurer er de pludselig trådt frem med stor livagtighed, og stukkatørernes afrensningsarbejde har genfremkaldt detaljerne i for eksempel menneskernes ansigtsudtryk, folderne i klædedragterne og fårenes pels.

Så Thorvaldsens ånd og livsværk lever videre og bevares for fremtiden også på dette historiske sted i København 250 år efter, at billedhuggeren blev født, og det er vi stolte af at være en del af.

Video: Fotograf Karina Tengberg