Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Villa Højgaard
Projektet omhandlede restaurering, ombygning og modernisering af den nyklassicistiske villa tegnet i 1917 af arkitekten Kay Fisker. Realdania By & Byg købte Villa Højgaard i 2014, og Elgaard Architecture har restaureret og istandsat huset fra kælder til kvist.
Forud for istandsættelsen blev en række forundersøgelser af husets overflader gennemført for at fastslå oprindelige farver og materialitet. Undersøgelserne dannede grundlag for den håndværksmæssige tilgang til projektet og for farvesætningen, der er en tilbageførsel til husets originale udtryk.
Årstal
2015-2016
Tema
Restaurering og nyindretning
Bygherre
Realdania By & Byg
Svensk nyklassicisme og engelsk cottage-stil
Landstedet Villa Højgaard blev opført som sommerbolig for cykelpumpefabrikant J.W. Friis i 1917 og fredet i 1988. Ejendommens byggestil afspejler inspirationen fra den britiske Arts & Crafts-bevægelse og er et af de få enfamilieshuse, som arkitekten Kay Fisker (1893-1965) tegnede. Det er et af hans hovedværker, og her kom han for alvor til at vise format og stilsikkerhed.
Villa Højgaard bærer præg af svensk nyklassicisme, og Kay Fisker blandede her et af nyklassicismens stilgreb, den engelske cottage-stil, med nordisk byggetradition og materialer. Bygningen peger frem mod Bedre Byggeskik-bevægelsen i slutningen af 1920’erne, og dermed har landstedet arkitekturhistorisk betydning som spire for en ny, arkitektonisk stilretning.
Arkitekturens sidste store faderskikkelse
Kay Fiskers bygninger fortæller stadig om hans store talent for og kærlighed til faget og om dansk arkitektur fra 1930’erne til 1970’erne. Fisker står endnu som et monument i dansk arkitektur, for hans praksis, undervisning, kontaktnet til alverdens førende arkitekturpersonligheder og hans karismatiske personlighed gjorde ham til den sidste store faderskikkelse i dansk arkitektur. Fisker tegnede primært store, almene boligbebyggelser som etage- eller rækkehusbebyggelser samt offentlige byggerier inden for sundhedsvæsenet. Men enfamilieshuse som Villa Højgaard havde han altså også sans for.