Dette websted bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner såsom at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke sektioner på hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.
Trappe med et twist!
15. januar 2021
Kunstneren Poul Gernes’ (1925-96) farverige trappe sætter igen kulør på tilværelsen i ejendommen Havnegade 25 i det indre København efter en større restaurering. Lige nu udvikler vi bygningen og dens tre naboer nr. 21, 23 og 27 for Jeudan.
Konservatorer fra Nationalmuseet, Konservering og Restaurering har nu tilbageført trappens farver for Jeudan og Klara Karolines Fond (kendt som Gernes Fonden), fordi tidens tand havde tygget i dem. Bygherren har valgt at bevare Gernes-udsmykningen, så interiørets oprindelige farver er blevet bestemt og frisen renset og retoucheret, og nu er trappen klar til mange flere år og fødder.
Poul Gernes lagde også pensel og visioner til Palads Biografernes eksteriør og var kendt som en kulørt, autodidakt maler på flere måder. Hans familie hjalp i sin tid til med udsmykningen af Havnegade-trappen.
Gernes’ trappe har en noget anderledes “søster” i samme ejendom, som er denne nye, in-situ-støbte betontrappe, som er en fortolkning af den oprindelige granittrappe samme sted. Den stålbeklædte væg er ligeledes en fortolkning af den oprindelige væg og skjuler en HC-lift, der sammen med en respektful bearbejdning af indgangspartiet skaber niveaufri adgang til alle projektets fem etager i alle tre ejendomme om ønsket.
Buevinduet over døren har vi fået genåbnet for at skabe en visuel kontakt mellem de to trapperum – Gernes-trappen bag døren og denne adgangstrappe.
Havnegade 25 var arkitekt Martin Borchs (1852-1937) idé, og huset lagde sig til rette i gadebilledet i 1906-07.
Læs mere om vores del af Havnegade-projektet her.