Perler af beton

18. november 2020

Beton har i mange år haft et dårligt ry, men flere og flere får øjnene op for, hvordan betonen og dens konstruktionsprincipper er en vigtig del af det 20. århundredes byggede kulturarv. Dette kræver, at vi som fagfolk interesserer os for materialets historie og udvikling.

En ny palette af restaureringsfaglige udfordringer
Vi har i Elgaard Architecture i de senere år arbejdet konkret med restaurering af flere meget fine, fredede betonbygninger. I Danmark har vi blandt andet gennemført en genopretning af arkitekt Oscar Gundlach-Petersens Palægarager midt i København fra 1930’erne og Søminedepotet fra 1917 på Christianshavns vold, da det af BIG skulle transformeres til den nye restaurant NOMA. Internationalt har vi i samarbejde med CEBRA Architecture afsluttet Cultural Foundation i Abu Dhabi, hvor landets første og Louis Kahn-inspirerede kulturcenter fra 1981 af The Architects’ Collaborative (TAC) er blevet restaureret og moderniseret.

De tre projekter adskiller sig fra hinanden, da de hver især har stået over for forskellige udfordringer både byggeteknisk eller kulturarvsmæssigt: Søminedepotet, der som militært forsvarsanlæg er bygget ind i Christianshavns Vold, og som derfor også er fortidsmindefredet, skulle have en ny funktion, der stillede helt andre krav til komfort, indeklima og teknik mm. Palægaragerne, hvor salt og vand fra bilernes dæk fremskyndede nedbrydningen af beton og armering, og hvor vi i vores løsning eksperimenterede med kopiere det oprindelige forskallingsaftryk i en ny karbonatiseringsbremsende facadestøbning. Afslutningsvis stod vi i Abu Dhabi over for udfordringer grundet ekstreme luftfugtigheder, sandstorme, et højt grundvandsspejl samt genopretning af et arkitektonisk udtryk, der stod knivskarpt i enhver emiratis erindring.

Betonkonstruktionerne har siden 1930’erne udviklet sig meget, og der er stor forskel på de historiske teknikker, og den måde man arbejder med beton på i dag. Derfor er det også meget vigtigt, at vi i restaureringsprojekterne træffer beslutninger på grundlag af en solid viden om materialets historie og om udviklingen inden for konstruktionsteknikker. Derved kan vi være med til at udvikle konkrete løsninger til restaurering og vedligeholdelse af de historiske betonkonstruktioner, hvilket er fundamentalt for at skabe bæredygtige løsninger, der bevarer og udvikler kulturarven.

Et ”nyt” materiale med en lang historie
Der er mange meninger om beton – fra den ene yderlighed til den anden – og især betonbyggerierne fra 1960’erne og 70’erne har haft et dårligt ry. Det ”nye” materiale er dog noget ældre, end de fleste tror, og har været brugt siden oldtiden; det er nok de færreste, der umiddelbart tænker Pantheon, når man siger beton. Romerne var storforbrugere af beton, men da Romerriget kollapsede gik håndværket i glemmebogen.

Vi skal helt frem til 1824, hvor mureren Joseph Aspdin opfinder Portlandcementen, før betonen igen bliver interessant. Dog er det gartneren Joseph Moniers irritation over flækkede, støbte blomsterkrukker i Tuileries Haven i Paris, der i 1846 får ham til at indstøbe hønsetråd i betonkrukkerne. Et træk, der senere danner grundlaget for byggemetoden Monier-skillevægge og -lofter. Han er næppe klar over, hvor meget hans opfindelse vil revolutionere byggeindustrien.

Få år senere, i 1852, begynder industrimagnaten François Coignet i Paris-forstaden Saint-Denis at eksperimentere med jernarmeret beton som byggemateriale, og allerede året efter bygger han samme sted verdens første jernarmerede hus, Maison Coignet, der stadig står den dag i dag. Et 4-etagers hus, hvor næsten alle bygningsdele er støbt i jernbeton –  le béton armé. I 1856 patenterer François Coignet armeringsjernet, som vi kender i dag.

I Danmark bygger militæret fra 1850’erne og frem til starten af 1900-tallet store og tunge forsvarsanlæg, hvor jernbeton bliver det primære byggemateriale. I 1926 revolutionerer Bauhaus-skolen tilgangen til materialet og skaber med sit manifest en ny lethed i arkitekturen, der hylder glas, jern og armeret beton. I løbet af de kommende årtier eksploderer brugen af jernbeton som byggemateriale og sammen med et ekspanderende byggevarekatalog, giver det mulighed for at tænke i nye og utraditionelle byggetekniske baner, hvor man udfordrer og optimerer de hidtidige processer og konstruktioner. En tilgang, der resulterer i en helt ny palette af arkitektoniske virkemidler og udtryksformer.

Det er uprøvet land.

Det 20. århundredes bygningsarv har brug for opmærksomhed
I disse år begynder vi nu at se de langvarige konsekvenser og udfordringer ved den byggetekniske revolution i det 20. århundrede. Flere af de ældre betonbyggeriers sårbarhed overfor tidens tand, vind og vejr er blevet tydelige. Den naturlige nedbrydning af betonen, som på sigt fører til porøsitet, fugtindtrængning og skader på beton og armering betyder, at mange af de historiske betonbygninger, -broer og -anlæg står over for omfattende renoverings- og restaureringsopgaver. Der er mange arkitektoniske perler imellem, og de er en del af vores fælles bygningsarv og vigtige vidnesbyrd om en modernistisk og senmodernistisk bygningstypologi.  Både nationalt og internationalt har arkitekter og myndigheder været lidt sene til at værdsætte og hylde betonarkitekturen, og der kan være langt mellem de fredede eller bevaringsværdige bygninger; f.eks. blev Maison François Coignet først fredet i 1998 og er i dag i meget sørgelig stand. EU’s eget InnovaConcrete forsøger med initiativet ”100 from the 20th” og sammen med andre organisationer som ICOMOS og DOCOMOMO at skabe opmærksomhed på disse fantastiske værker rundt om i verden.

Uden François Coignets banebrydende arbejde for snart 170 år siden, havde vi i dag ikke haft denne til tider meget ekspressionistiske del af kulturarven – en del, som giver udfordringer med dets synlige in-situ støbte beton, og som er utrolig spændende at arbejde med som restaureringsarkitekt.

Af Mikael Schilling, associeret partner